Servicemedarbejder til syn af boliger søges til Nordsjællands Almene Boligselskab
Kan du balancere regler, faglighed og god beboerdialog?
Så kan du blive en del af vores stærke team, der håndterer flyttesyn, råderetssager og beboerkontakt i vores boligafdelinger i og omkring Farum.
Om os
Nordsjællands Almene Boligselskab drifter og vedligeholder knap 3.000 lejemål fordelt på 27 afdelinger fra vores driftskontorer i Farum og Hillerød. Vi er godt 60 ansatte med mange forskellige fagligheder, og vi værner om et arbejdsmiljø med plads til alle og stærkt samarbejde på tværs. Vores vigtigste opgave er at servicere vores beboere med både faglighed og medmenneskelighed for øje.
Om stillingen
Som servicemedarbejder i vores flytteafdeling er din primære opgave at udføre ind- og fraflytningssyn, malersyn, håndtere råderetssager og yde beboerservice. Du bliver en vigtig del af arbejdet med at sikre, at syn og sagsbehandling gennemføres korrekt og i overensstemmelse med gældende regler og lovgivning.
Din arbejdsplads vil være i Farum Midtpunkt, hvor du vil blive en del af et team på 4-5 personer, hvor samarbejdet er tæt, og hvor vi hjælper hinanden og sætter en ære i at levere professionel og nærværende service overfor vores beboere og samarbejdspartnere.
Kendskab til den almene boligsektor og erfaring med syn af boliger samt behandling af råderetssager er en fordel, men ikke et krav. Det vigtigste er, at du har lyst til at arbejde med området, har en struktureret tilgang til opgaverne og trives i dialogen med beboerne. Vi sørger naturligvis for en grundig oplæring i de specifikke regler, processer og systemer, der knytter sig til jobbet.
Som en del af teamet bidrager du til, at opgaverne i afdelingerne bliver løst effektivt, professionelt og med fokus på både kvalitet og god beboerservice.
Dine primære opgaver:
- Gennemføre indflytningssyn og sikre korrekt dokumentation af boligens stand
- Udføre fraflytningssyn - herunder vurdere vedligeholdelsesniveau og istandsættelsesbehov
- Udføre malersyn og fastlægge omfang af malerarbejde ved fraflytning
- Gennemgå mangellister og udføre servicetjek
- Udarbejde synsrapporter og sikre korrekt registrering i systemet iSyn
- Vejlede beboere om regler for vedligeholdelse, fraflytning og istandsættelse
- Behandle råderetssager, herunder ansøgninger om forbedringer og ændringer i boligen
- Foretage vurdering og godkendelse af råderetsarbejder i henhold til gældende regler
- Håndtere sager der ikke er i overensstemmelse med gældende regler i afdelingen
- Rekvirere håndværkere, indhente tilbud samt godkende fakturer
- Koordinere med håndværkere og følge op på udførte arbejder
- Håndtere dialog med beboere i både rutineprægede og mere komplekse sager
- Beboerbetjening – både pr. mail, telefon og ved personlig henvendelse
- Levere skriftlig beretning over dispositioner og vurderinger ved klagesager til kundechefen
Dine kvalifikationer:
- Du har gode kommunikative evner – både mundtligt og skriftligt
- Du er opsøgende og god til at tilegne dig ny viden
- Du er god til at balancere regler, foretage faglige vurderinger og udøve god kundeservice
- Du arbejder struktureret, selvstændigt og har sans for detaljen
- Du er rutineret bruger af MS Office-pakken og har let ved at lære nye IT-systemer
- Du bidrager positivt til fællesskabet og har en fleksibel indstilling
- Du har kørekort til personbil
Vi tilbyder
En spændende og alsidig stilling i et velfungerende team, hvor du kommer tæt på både beboere, drift og ejendomsadministration.
Du bliver en del af en organisation, hvor arbejdsmiljø og trivsel er i højsædet, og hvor vi kontinuerligt stræber efter at blive bedre, samtidig med at vi har det sjovt med hinanden. Vi prioriterer medarbejderudvikling, og du vil derfor have gode muligheder for at udvikle dig både fagligt og personligt.
Stillingen er på 37 timer ugentligt, og løn, pension og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst for Ejendomsservice (mellem BL Danmarks Almene Boliger og Ejendoms- og Servicefunktionærernes Landsforbund.
Arbejdstiden er fra kl. 7 – 15 (fredag dog kl. 7 – 14.30).
Tiltrædelse
Stillingen ønskes besat hurtigst muligt efter ansøgningsfrist.
Ansøgning
Du søger stillingen via vores rekrutteringssystem. Ansøgningsfrist er d. 2. august 2026.
Du skal vedhæfte din ansøgning og cv.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Sekretariatsleder, Maiken Kihlberg Nissen, tlf. 3051 9183 (uge 27) eller servicemedarbejder, Marc Hasberg, tlf. 4035 2443 (uge 27, 28 og 31).
I forbindelse med ansættelse indhentes der børneattest og referencer.
Vi glæder os til at høre fra dig.